Utopi og kollaps, samtaler om mennesket og teknologien: Rebekka Sofie Bohse Meyer

Hva skjer med mennesket når teknologien endrer selve livsbetingelsene våre?

Gjennom programmet Utopi og kollaps utforsker tre unike scenekunstprosjekter om de digitale og biologiske fremskrittene leder oss mot en bedre fremtid eller et totalt sammenbrudd. Fra de usynlige kreftcellene i NanoPlanet og kroppens sårbare kretsløp i MORTALITIES, til de maktkritiske digitale rommene i NFTs: Non Fuckable Tokens, utfordres vårt tradisjonelle syn på identitet og eksistens. Vi har stilt regissørene bak forestillingene fire identiske spørsmål om hvordan de oversetter komplekse strukturer til fysiske sceneopplevelser – og hvilket avtrykk de håper å etterlate hos publikum.

Intervju med Rebekka Sofie Bohse Meyer: MORTALITIES

På hvilken måte utfordrer forestillingen vårt tradisjonelle syn på hva et menneske er? MORTALITIES lader publikum træde ind i døden med deres levende krop. Gennem VR-teknologi bevæger man sig ind i en digitalt konstrueret dødsverden, hvor det fysiske og det virtuelle smelter sammen. Denne dobbelte tilstedeværelse – som er samtidig fysisk og digital– udfordrer grænserne mellem liv og død, krop og teknologi, virkelighed og illusion.

VR-udstyret fungerer som en slags portal til en alternativ virkelighed hvor logik og fysiske love er twistet.

I denne mellemtilstand bliver vores tilværelse udfordret og genforhandlet og giver os mulighed for at udforske nye sider af verden – og af os selv.

Samtidig tvinges man til at genopdage sin egen krop da man i den virtuelle verden bliver særligt opmærksom på sanser og orientering, som om man må lære at være menneske på ny.

Hvilken dramaturgisk funksjon har VR i forestillingen, og hva gjør det med publikums opplevelse? Med VR-teknologi kan man skabe rum, scenografier og oplevelser, som i den fysiske virkelighed ville være umulige. Teknologien gør det muligt at bøje tid og sted, forvride dimensioner og ophæve naturlove som tyngdekraften.

I MORTALITIES kombineres VR med live- og 3D-lyd samt fysiske, sanselige objekter, hvilket danner en multisensorisk helhed, hvor det digitale og det kropslige sammenkobles. Og her er det ikke performere der guider oplevelsen, men selve musikken og det visuelle der guider publikum igennem 6 forskellige perspektiver på døden.

Forestillingen adskiller sig fra andre VR-oplevelser ved sin kollektive tilgang: fire publikummer deltager samtidig. Alt indhold er live-streamet og live-tracket, så de kan se hinanden som avatars og interagere i det virtuelle rum. Denne multiplayer-funktion gør MORTALITIES til en af de mest ambitiøse VR-oplevelser i dansk teater og skaber en social dimension, der gør det ukendte mere trygt at navigere i.

Hva er den største utfordringen med å oversette komplekse temaer som biologi eller digitale strukturer til en fysisk sceneopplevelse? (Hvordan gjør man det abstrakte konkret?) Dette er både en både kunstnerisk og teknisk udfordring. VR-teknologi rummer et stort potentiale, men også klare begrænsninger. Det er et kostbart og teknisk krævende medie, som forudsætter et højt niveau af specialiseret viden. Derfor har udviklingen af forestillingen strakt sig over flere år og involveret et bredt team af kunstnere, teknikere og udviklere for at gøre visionen mulig.

Hvor traditionel scenekunst tillader improvisation og ændringer i sidste øjeblik, er VR langt mere ufleksibelt. Når først den virtuelle scene er skabt, kræver selv små justeringer mange ressourcer. Dette stiller helt andre krav til planlægning, præcision og samarbejde mellem kunstneriske og tekniske fagligheder.

En anden udfordring har været at frigøre sig fra den traditionelle computeræstetik. Det har været vigtigt at udvikle et visuelt udtryk, der ikke blot efterligner teknologiske konventioner, men som føles tidløst og kunstnerisk selvstændigt. Denne proces er blevet til i tæt samarbejde mellem instruktør, visuel kunstner og VR-udviklere, hvor målet har været at skabe en æstetik, der kan fungere indenfor mediets begrænsninger men som samtidig rækker ud over disse.

Da der er tale om en opera, har lydsiden spillet en lige så afgørende rolle som det visuelle. VR prioriterer billedet frem for lyden, og det har krævet et omfattende samarbejde mellem komponist, sangere og lydteknikere for at skabe en lydverden, der både kan stå side om side med det visuelle og understøtte publikums sanselige oplevelse.

Endelig har arbejdet med publikums oplevelse været næsten antropologisk. Det kræver mange tests at forstå, hvordan mennesker reagerer i et univers, hvor logikken adskiller sig fra den fysiske verden. Hvis man vil sanse det digitale så kan det digitale ikke stå alene og derfor har samspillet mellem det virtuelle og det kropsligt virkelige har været afgørende for dette projekt.

Hvilken samtale håper du at publikum starter med hverandre etterpå? Jeg håber, at MORTALITIES åbner for en samtale om både døden, teknologien og operaen som kunstform. Først og fremmest ønsker jeg, at forestillingen kan skabe nye perspektiver på døden - et emne, der stadig er præget af tabu og entydighed, i hvert fald i en dansk kontekst. Med MORTALITIES forsøger jeg at vise, at døden rummer langt flere nuancer: den manifesterer sig i minder, i forfaldets cirkulære rytme, i monumenter, i overgangene mellem liv og død, og som begyndelsen på noget nyt.

Samtidig håber jeg, at publikum reflekterer over teknologiens rolle. VR er stadig et nyt medium i konstant udvikling, og det er vigtigt, at vi undersøger kritisk, hvordan det påvirker vores forståelse af krop, tid og rum – ikke kun gennem kommercielle interesser, men også gennem kunstneriske eksperimenter.

Endelig ønsker jeg også at åbne op for sanselige og kropslige deltagelsesformer i en traditionel genre som opera. VR tillader publikum at blive en aktiv del af fortællingen – endda i noget så uhåndgribeligt som døden selv.

● 12.–14. mars / 14.00 / Store scene
VR-opera med en varighet 55 minutter. Flere tidspunkt å velge mellom pr dag. Foregår på engelsk.